1866-05-17

London
17de Mai
1866.

Kjære Adolf

Jeg er i fuldeste Activität, og naturlig i mit eget Es. Jeg maler i den ene Stue nogen rare Jødebørn mens i den anden Karnevalsdragten syes til iaften hos Gambart. Jeg har idag malet den tredie Dag det andet Hovede er næsten færdig, og heldig skjøndt det er en vanskelig Opgave at faae de 4 Sorte at passe til vores 3 blonde, men jeg arbeider med Interesse

[2] og Familien synes Portraitligheden er god, jeg selv synes om Billedet men 10 Timer om Dagen arbeider jeg, det synes jeg maae kaldes ganske tilstrækkelig. Een anden Dame talte om at faae sine 2 Børn malet af mig, jeg forlangte 70 £[s]t for to Hoveder, og gjør det ej ringere, thi ellers holder jeg det ikke ud i London, kun naar der

[3] er en dygtig Fordeel vil jeg male her. Jeg har været syg temmelig syg, derfor har jeg i saa lang Tid ej skrevet. Ja! jeg troede een Nat at jeg skulde dø det var en sørgelig Nat. Jeg bad Gud Faderen i Himmlen ej at lukke mine Øjne her, mens jeg var borte fra Jer alle! Jeg led af usigelig Pine i Mellemgulvet og kunde slet ikke faae Vejr, saa jeg troede jeg vilde qvæles.

[4] Det kom pludselig om Natten kl 1 og varede til Kl 10 næste Morgenen. Sidenefter følte jeg kun uhyre Mathed og Træthed til i forgaars Aftes. Nu er jeg den Gammle igjen. Det var underlig for mig at see paa Dit og Børnenes Portraitter mens jeg krympede mig paa Sofaen. Jeg tog ­Afsked med Jer græd meget skrev et Brev til Miss Rowan bad, og ventede ­Dagens Komme. Gud skee Tak alt endte vel. Men kjære Adolf! vær ej bange for Fremtiden, stol paa Gud bed og arbeid!
saa faaer Du Fred og Ro. Lev vel.

Din trofaste Hustru Elisabeth Jerichau

Frk Rowan siger Du bør ej forlange mindre end 900 – 1000 £s[t] for ­Prindsessens Gruppe, tal ej endnu om Priisen til Nogen

Jeg begynder nu gjennem Miss Lloyd at blive bekjendt med Londons Første Quinder som gjør sig det til Opgave gjensidigen at holde sammen.

Sender Du de badende Piger til Sverrig?

Du kan tro at London hvert Aar vil give sit rige Udbytte for os endog ­Forholdene ere nok saa ugunstige. Lev vel! —