1865-06-13

London 13de Juni 1865

Min elskede Adolf!

Gid Du var rask igjen. Gid vor Herre holde sin Haand over Dig og Beskytte Dig og hjælpe Dig, min egen elskede Mand! Gid jeg var netop nu hvor Hjertet af Angest og Længsel kundevære hos Dig. –
Iaften vil Svaret fra Telegraphdepechen, som en af mine Venner her, Dr. Chapmann, paa sin egen Bekostning har sendt over være hos mig, dersom Din Sygdom antager en betændelse og Vendning saa er den i Bedring, saa maa

[2] Du ikke vente mig før sidst i kommende uge, thi jeg er midt i et Portrait af en Dame som har Svindsot, og derfor skulde jeg mueligt fuldende forinden jeg bortreiser. Aldrig har jeg følt et tungere Pligtarbeide end i dag. Jeg ængetes mig læser gjennem Linjerne al den Sorg og Jammer som venter mig, og som maaske slet ikke er Til, thi mueligen at Du ved modtage disse Linier er fuldkommen vel igjen

[3] og dog synes jeg at jeg ikke tør afbryde et for Andre især særdeles vigtigt Arbeide, uden jeg har Vished, at min Hjemkomst behøves snarest muelig. –
Gud give at ingen Telegram kommer i aften fra Dig for saa haaber jeg at Du er i fuldkommen Bedring, jeg forlader London enten Tirsdag eller Onsdag senest i dette gunstige Tilfælde.
Mit Hovede værker af Arbeide og af Tanker, men jeg

[4] er forresten fuldkommen rask og rørig, kun er jeg bleven dygtig [mager?] men i dag har jeg næsten hele Dagen grædt, navnlig Kl 11 da syntes jeg pludselig at jeg saa Dig ligge udstrakt og død i Sengen. Gud holde sin Haand over Dig. Ak jeg har saa inderlig bedt ham om den store Naade ikke at berøve os Dig! –
Gud være med Dig, og kan Du saa skriv mig om end kun to Linier. Jeg venter paa Brev med omgaaende Post.
Din trofaste Hustru Elisabeth Jerichau