1862-06-29

[Den 29. juni 1862]

Min elskede Adolf.

Nu er der gaaet 1½ Uge siden jeg er i London i denne uendelige By, og der vil sandsynlig endnu gaae 2 Uger men ikke mere inden jeg forlader den. Nu begynder Alt efterhaanden at føje sig, og først i de kommende to Uger vil jeg kunne vente af faae af mine Billeder afsat efter at have gjort Bekjendtskaberne og modtaget Besøgene. Paa Udstillingen bliver Ingenting kjøbt af Konstsagerne, det er en Kjendsgjerning (herimod mangler der ikke paa Forespørgsmaal). Jeg har imidlertid sørget so godt som muelig for mine Billeder.
H C Andersen, og Foundlings Children have faaet fortræffelige ­Pladser, det ene i den norske Afdeeling (hvilket jeg betegnede som praktisk Skandinavisme), det andet paa Grændsen mellem Danmark og Tydskland, ogsaa meget betegnende for mit Vedkommende. Jeg har tillige

[2] lovet Oppasseren ved den norske Afdeeling (de Danske have ingen og Hr Fænger er kun meget sjælden tilstede) — i Tilfælde af Salg, Procenter. Jeg har ogsaa ved Lady Eastlake sikkret mig at jeg kan udstille de af Billederne som jeg har paa International Exhibition,_ naar jeg kan forandre lidt ved dem_, hvilket vil passe mig godt for Foundling children, da jeg finder det ikke fuldendt nok i enkelte Dele, skulde jeg ikke sælge det. Dog har jeg megen Haab om, at dette ej vil slaae feil. – Times har slet ikke endnu skrevet noget om Udstillingen. Dassent har jeg endnu ikke seet, men Fruen, som var yderst venlig mod mig hun forærede mig to Billetter til Handelsfesten som finder Sted i Krystalpaladset, tænk Dig á een Quinea Billettet. Men Du skulde

[3] have været med mig i stedet for Frue Bøjesen hvem jeg gav det ene Billet, Tænk Dig et Sangerchor af 4000 Deeltagere og forholdsviis tilsvarente Orchester, og alle disse Tusinder af Stemmer og Toner forenet til eet eneste harmonisk mægtig vibrerende Udtryk af denne guddommelig deilige Musik. Eet Tonehav der udfyldte dette umaadelige Rum! Ja dette vilde have været noget for Dig! min egen elskede Adolf! — Det er mig ofte som om jeg drømte, nys endnu i det tarvelige stille hyggelige Hjem og nu omgiven af det Prægtigste og meest luxuriøse som kan tænkes. Gud skee lovet at jeg ikke er født omgiven af denne Luxus som har noget Foruroligende, men aldrig noget Fristende for mig, jeg troer forvist, det er meget sværere at bevare sig for det Onde i dette afskyelige Vellevnet. Kun saalænge man stræber efter at naae de nødvendige Midler for et til Forholdene tilsvarende

[4] Livsophold, hvortil især hører, at eens egne Evner faaer Lov at udvikles stadig, ligesom Børnenes, saa længe kun synes jeg, og i Forhold til disse Nødvendigheder, som jeg finder ensbetydende med Udtrykket ”det daglige Brød” er [det] rigtig og tilladt at arbeide for det samme, og Vechselvirkningen vil da kunne spores velsignelsesrig.
Jeg troer ikke at Rigdom bringer Lykke den skaber Fornødenheder og tilligemed disse Afhængighed ved Rigdommen.
Igaar spiste jeg hos Hambro. Falbes kjørte mig ud derhen. Ja Adolf! derfra har jeg disse Betragtninger over dette unaturlige Riigmandsliv. Kl 8½ blev der spist til Middag hvortil man bliver indbuden. Grever ­Baroner [osv.] inde i Stuen den deiligste Natur udenfor bag de til­rullede Gardiner. Alt hvad tænkeligt er af Lækkerbidskner indtil Kjæsomhed, ­Meloner Jordbær Druer Figner Hindbær Ferskener [osv.] og evig ­Champagne, og som Baggrund Tanken om de Tusinde af Fattige og, ­sultende Børn der savner det Nødvendigste! Jeg havde Hæderspladsen ved Bordet, men jeg vilde langt hellere have spiist Vandgrød og Torsk med Dig og Børnene paa Landet. Og dog har denne Reise

[5] stor Betydning, ved at jeg har iagtaget mine egne Arbeider iblandt de andre har samlet Kræfterne, og seet det Bedste, seet hvorpaa det især skorter hos mig, og hvad jeg skal især lægge Vægt paa, og bringe i Samklang med mine Evner. Jeg har ogsaa foranlediget ved at see, faaet een og anden brillant Idée, skjøndt i anden Retning end det Seete, som kan blive af stor Betydning for mig, for os, i Fremtiden.
Men jeg gjentager det, Livet i London er ved Siden af at være af stor ­Interesse for mig, et stort Arbeide, et stadig Slid. Ja! Du skulde vide hvorledes hver en Dag hver en Time maae iagttages, og alletider som Du kalder det med Tungen ud af Halsen. Lady Eastlake siger: ”Jeg værner om mig, og holder mig so rolig som muelig, for at kunne holde det ud i Længden, thi det er højst anstrængende”. —
Reé har jeg seet med Kone, begge rigtig nette Folk. Heymann besøgte mig traf mig ikke, er allerede reist.

[6] Jeg tvivler neppe paa at Reé kjøber eet af mine Billeder, jeg skulde meget tage feil om det ikke blev Brittania dog skal Du ikke stole paa det, thi mueligen jeg dog tager Feil deri, i overmorgen seer han paa mine Billeder hos mig og i Exhibition med mig. — Gambart er meget forbindtlig, og gjør mig det Compliment at jeg ikke kun er en dygtig Konstner men ogsaa en dygtig Forretningsmand. I de sidste 10 Dage har han ikke solgt for en Shilling paa sin egen Udstilling, han siger om den store Udstilling ”nobody sell’s any picture, it is all for show, to get known through the world”. Mine Photographier fra Goupil er mageløs deilige jeg har allerede givet adskillige bort for paa den meest fordelagtige Maade at erindre om mig. Hvorfor faaer jeg ikke Photo­graphierne af Strømpestoppersken samt mit Visitkort fra Striegler om det kun havde været en 10 Stykker af den første so havde det været godt, men nu er det alt for seent

[7] Ifald Du ej endnu har sendt dem. —
[Det følgende overstreget] Dog maae jeg bede Dig naar det strax kunde besørges, om Du vilde søge den lille Skizze af Rulebritania frem (paa Syltekammeret, Mad Birch har Nøglen) og sendte den mig med Pakkeposten, enten rullet paa en tyk Stock paa den smallere Side, eller med to tolinier stykke Smaa Bredder hæftet paa Blindrammen og et Stykke Postpapiir imellem Bredtet og Maleriet. Adr: General Consul Westenholtz. Er dette Dig for megen Uleilighed, so vil jeg bede Dig at sende det med Cadetskibet, Capt: Svendson, men jeg ønsker endelig at have det før jeg reiser ellers er det bedst det bliver til jeg [kommer], da det er et gammelt Løfte til Frue Dassent, om hvilket hun paa en fiin Maade mindede mig. [Overstregning ophører]
Det er Søndag idag, den eneste Dag hvor jeg hviler, og det gjør jeg til gavns i fuld Ro,

[8] med Bevidstheden om, at Ingen kan komme at ingen venter mig, at jeg ingenting forsømmer at jeg har Lov i Ro at tænke paa Dig og det kjære Hjem. Kun den som kjender til Arbeide og Møje føler Hvilens fulde Nydelse og Velsignelse, ligesom den, der sulter især føler den naturlige og tilladte Nydelse ved at spise, og derfor skal ogsaa vores Børn lære at arbeide, hver i sin Retning, thi Arbeidet alene er Livets bedste Kryderi. Men tro bare ikke at jeg sulter. Det vilde være Synd at sige om een, der daglig paa engelsk spiser den kraftige Mad, og endog Jordbær og Kage kommer ofte paa Bordet. Men at spise og leve daglig med Frue Bojesen er sandelig ingen behagelig Tilgift. Hun oeconomiserer paa en so smagløs Maade og er so fordringsfuld og støjende ligeoverfor den stakkels Pige, at hun – skjøndt jeg allerede to Gange maatte sige at jeg helst boede allene endog jeg skulde betale 3G: ugentlig alene — kun forblev boende (jeg blev paa hendes Vegne opsagt) fordi jeg lovede at hun vilde holde sig for sig selv. Mundtlig mere derom tal bare ikke herom til Andre, thi det vilde dog være Synd mod hende thi skjøndt det Hele er anlagt paa, at hun vilde nyde godt af min første Etage og selv har hun det bedste Soveværelse, jeg maae nøjes med et usselt Et, so har hun dog tient mig meget godt, og forstaaer jeg nok at holde paa min Ret og at forsvare mig.
Jeg modtog i dette Øjeblik Dit sidste kjære Brev og takker Dig for dets hjertelige Indhold. Jeg bliver endnu til idag (Mandag 14 Dage) da der ere mange Besøg meldte til de kommende Uger, dog tvivler jeg, Ree undtagen paa, at det bliver Kjøbere. Dog er det Rigtig at jeg kom hertil, fordi jeg saaledes har arrangeret Alt med Henhold til næste Aar, og opfrisket og knytted nye Forbindelser. Jeg vinder dog tilsidst Sejr, men Taalmod skal der til. Tænk Dig hvor usselt de Danske have baaren sig ad, at udstille Dine Arbeider uden at der staaer en Sedel paa dem af hvem de ere udførte, dog staaer dette ved Thorvaldsens og Bissens Arbeider. Ree beklagede at Din Gruppe ej var udstillt, dog troer han bestemmt, at den bliver Dig bestillt af Svigerfaderen som bygger et Huus, hvor den nok skal faae en Plads. Men jeg frygter den kommer nu for seent for at udstilles.
Du faaer endnu 2 Breve, og skriv Du ogsaa kjære Ven fordi Du nok kan forstaae, at jeg længes at høre fra Dig og Børnene. Din Elisa.

Jeg forbliver at boe 2 Upper Southwich Street Cambridge Terr og komme ­upperlig ud af det med Værten og Pigen. Dog nu lev vel