1858-05-17

Min elskede Adolf!

Det var et herrligt Brev Dit, som jeg modtog i denne Time (fra 11de Maj) det eneste og det kjæreste Besøg som jeg i dag har modtaget, og som spreder sin Kjærligheds Glorie, over min Ensomhed, saa den bliver til en Apotheose af min Tilværelse. Ja min elskede velsignede Mand, Du min Støtte og den bedste Deel af mit ieg. Du har Ret. Gud være loved for vor gjensidige sande Kjærlighed, og for vores elskelige Børn. Jeg læste Brevene højt og gjentagne Gange, for at forhøje det kjærlige Indtryk og alle de søde Ord som ligesom favnede mig og kjælede for den Fraværende. Hvor forskjellige, skjøndt saa rørende enige i at holde af Moder, ere Børnenes Smaabreve, Udtryksmaaden for deres Tanker. –
Jeg tvi[v]ler ikke et Øjeblik paa et heldigt Udfald af min Reise elskede Adolf, men Du kan vist forstaae tilfulde, at en virksom Natur som jeg, maae føle Trykket af at skulle vente og bie, skjønt ikke utaalmodig, men dog ofte noget nedslaaet over den daglige Udgift er betydelig og Leiligheden at kunne opnaae noget, rykker i det Fierne. Saaledes var det for mig i dag en Skuffelse istedet at modtage Hertuginden

[2] og Hertugen af Southerland, at faae kun et forbindtligt Billet hvori hun beklagede ei at kunne besøge mig i denne Uge, da hun ei var vel. Hun behøvede jo ikke engang at have skreven mig til, da hun ingen Dag for sit Besøg havde bestemt, og hendes Billet er mig et forøget Beviis paa hendes Velvilie og Alvor, med Henhold til at ville interessere sig for mig, alligevel er dog denne For­sinkelse af hendes Besøg meget trættende. Jeg er tilmode som en Moder hvis Forløsningstime er nær i Vente. Hver Dags Venten jo nærmere Tiden bringer til ­Ønskernes Maal er besværligere, og ofte forvandler Guds Villie det for­ønskede med Smerte og med Glæde baarne Barn til en dødfødt Skabning. –
Ja, min Adolf er det Guds Villie so vil han ogsaa give mig Kraft til at bestaae denne Prøve, men endnu haaber jeg, med en ­Hustru og Moder’s varme glade Troe paa et sund og kraftig Barn der vil gængjælde min Angst og min Kjærlighed. – Men for Guds Skyld forstaae mig kun ret – jeg gaaer kun frugt­sommelig med Tankerne om et heldigt Reiseresultat med Hensyn til ­Billedernes Salg, og Du bliver da vist ikke

[3] utilfreds om jeg kommer med flere Børn hjemme endog de have mange Fædre?
Igaar besøgte Donaldsen mig, en ældre værdig og jovial Mand fuld af Hjertelighed. Han var ganske indtaget i mine Bileder og sagde til mig, at det vil være ham en stor Glæde at kunne yttre sig, han vil ogsaa sige til sine Venner at besøge mig med Hensyn til mine Arbeider. Det ­glæder mig ­derfor meget at Du har tænkt paa at gjøre ham til Medlem af ­Academiet. Jeg troer ogsaa at Sir Charles Eastlake vil blive meget tilfreds med Din Hensigt at vælge ham som academisk Medlem, og kan det blive nyttigt for mig, for Øjeblikket. Jeg fik igaar fra Hambro Times fra 3die Mai. Mit Billede er kun med faae ord af Sir Ch: Eastlake fremhæved i sin store Academiske Tale, men Leiligheden Stedet, og tillige Grunden at det er det eneste Billede overhovedet som bliver fremhævet som et Arbeide af _great merit _er af megen Betydning. Ville Du lade dette optage i noget dansk Blad so synes jeg at det vilde være et heldigt moment. – London ligner et bølgende Ocean, hvor den ene Bølge

[4] ruller over den anden, og alletider skjøndt den seer bestandig ny ud, er det dog den samme evige Bølge, den at gjøre sig gjældende, den at dukke op, for at sluges atter paany? – Igaar aftes var jeg hos Bottomleys . William var igaar hos mig kl 5, og hjalp mig med Opstillingen af mine Billeder, derpaa gik vi igjennem Kensington gardens forbi alle de mange moersomme Ænder og Vandhøns (hvor vilde Børnene have været glade) til hans Bolig, hvor han igjen viiste mig noget smukke Studier og photographier til og efter sine Billeder. Du troer ikke hvor selvstændig frisk og kjæk han har udvikled sig. Om Aftenen sang jeg en heel Deel, og havde det saa gemytlig som tænkeligt. Ved Hjemkomsten mødte mig en Ubehagelighed, Miss Burdett Couts (Andersens ­Anbefaling) hvem jeg i et meget artig Brev bad (efter Hambros Raad, han selv har hjulpet ved mit Billet til hende) om at lade mig vide en Time i hvilken jeg kunde overgive hende Andersens Brev – jeg var nemlig 2 ­Gange tidligere bleven viist bort af hendes Tjener (skjøndt jeg var i Brougham) havde sendt mig mit Brev aabnet tilbage med Posten og paa Brevet stod ”refused” men ikke et Ord i Svar. Hvad synes Du om dette?

[5] Jeg har derpaa skrevet hende et meget fiint fransk Billet, hvor jeg sagde hende at jeg beklade for Prof: Andersens Skyld hvad der havde fundet Sted, og at jeg ikke kunde troe at mit Forespørgsmaal om at ­bestemme mig en Time for mit Besøg der havde til Hensigt at levere hende et Anbefalings­brev, kunde være en Mangel paa Velopdragenhed eller ­Fiinfølelse, da Hertuginden af Southerland, strax efter at have erfaret, at jeg havde et Anbefalingsbrev til hende af Hertuginden af Meklenburg Streelitz, ­bestemmte en Tid for mit Besøg!! Dette Brev har jeg bedt Hambro at læse igjennem og vil jeg efter hans Raad enten sende det til den riige Dame enten directe eller gjennem Ch: Dickens. Jeg maae tilstaae at denne Ting har meget forstemmt mig, thi fra den Kant havde jeg haabet meget, og allermindst ventet at komme i slige Forhold. Men Andersen kan jeg heller ikke begribe. Det er hans usigelig Godmodighed og Forfængelighed [­netop] Skyld i at antage sig selv for meget mere anseet hos den riige Dame end han i Sandhed maae være, ellers kunde dette ei have fundet Sted.

Ønsker Du at jeg skal kjøbe til Dig enten Sokker Chemiser eller noget somhelst af Sommertøj saa skriv mig det.