1863-05-21

[Den 21. maj 1863]

Kjære Børn!
Jeg kom dog ikke hjem til Eder til Pinsen, men saasnart, der gaaer et Skib efter Pinsedagene vil jeg forlade London og saa er jeg hos Eder sidst i Ugen efter Helligdagene. Jeg veed ikke om I ere paa Landet eller i Byen men jeg haaber til Gud at i har det godt hvor I ere, og jeg beder til Gud at beskytte Eder overalt!
Hils Skovsboe, Caroline Caren, Augusta og hvem i seer af vore Venner fra Eders hengivne Fader
J A Jerichau

[Brevet fortsætter]

London 21 Mai 1863

Kjære Børn
Fader bliver hos mig i Helligdagene, og det under I mig vist gjerne, thi ellers var jeg dog ganske alene her paa dette uhyre fremmede Sted, og Fader kunde dog ikke have naaet Kjøbenhavn før efter Pintsen. Vi ere begge to rigtig raske, men ikke glade, og det blever endnu alvorligere for mig naar jeg bliver heelt alene tilbage, og Fader reiser hjem til de kjære Børn som jeg ogsaa so inderlig vilde favne og trykke til mit Bryst.

[2] Dog er det Kjærlighed alene Kjærlighed til Jer, som lader mig bringe dette Offer, og jeg stoler paa vor kjære Fader i Himmelen der holder sin Haand over alle hans Børn, at han vil beskytte os alle, og at han vil give mig Kræfter til at udføre mine Pligter, endog disses Opfyldelse kunde være svære nok for mig. Husk paa medens I sidde og lære i Skolen, og I have det svært i kjære Drenge, eller Caroline og Louise læse Lectier istedetfor at lege i Haugen, at Moder sidder i det store London i en stor tom Stue (det hedder tom for alle dem som jeg elsker) og enten skriver, eller taler med Fremmede der besøger hende for at see paa hendes Billeder, og det bliver i Længden meget trættende, mens Længselen efter Hjemmet og Ro altid voxer. Ak kunde jeg kun engang imellem sætte Holger og Sofie paa Knæ og ride ranke med dem som Skovsbo gjør, eller kunde jeg see i Louises og Carolines kjære blaae Øjne istedetfor er det højeste at glæde mig ved Malerierne! Og Drengene længes jeg ligeledes meget ofte efter og vor stakkels Marie der er skillt fra os alle! Om 4 Uger haaber jeg da med Guds Hjælp at være hjemme, senest, og naar hver igjen sidde ved vor hjemlige Strand eller under vor hyggelige Veranda so skal jeg fortælle om Crystalpaladsets vidunderlige Indhold, om de mauriske gothiske og ­byzantin[s]ke Bygninger, der nøjagtig er gjengivne i Stof og Farve, og de græske og Egyptiske Tæmpler,

[3] om de mangfoldige Statuer Billeder og prægtige Plante[r] der fylde dette uhyre gjemmensigtige Rum. Idag saae vi Tower, det ældgammle Slot, med de frygtelige historiske Erindringer, Lord Raleighs Fængsel hvori han vansmægtede i 12 Aar for siden at halshugges, vi saa den yndige Dronning Ann Boleyns Rettersted, ­Blocken og Øxen som skillte dette yndige Hovede fra Livet, og der paa samme Sted blev Henrik den VIIIdes andre 5 Koner halshuggede! Ja Børn kære! Guld og Fornemhed beskytter ikke for Sorgen, men den skjuler ofte desmere deraf. Det er kjædeligt at jeg nu maae slutte min [historie] af. Lev vel! Lev vel snart skriver jeg igjen.
Jeres trofaste Moder
E Jerichau