1866-06-13

London, den 13de Juni [1866]

Min elskede Adolf.
Det var jo et forfærdelig sort Brev det sidste Du sendte mig. Nej min kjære Ven saaledes lad os ikke tage Livet, men derimod takke Gud for al det Gode, og modtage det Onde og Tunge som sendt fra ham, for saa bliver endda det Onde til Velsignelse for os, naar det er i hans Tjeneste. Dvæl ikke stedse ved Uheldet som Du betegner al Modgangen der møder os, thi derved faaer det Tyngde og bliver til uforholdsmæssig Byrde, men prøv paa

[2] stadig ved alle Ting at gaae tilbage til Kilden til Udgangspunktet, og dvæl ved Tanken at Gud Faderen styrer alt, og elsker os som en Fader. Lukker ikke en Fader ofte den Dør til hvor Barnet helst vilde ind til? Forhindrer Faderen ikke ofte Børnenes Ønsker at blive opfyldte? Straffer han ikke ofte i Kjærlighed? Ak min egen kjære Ven vi skulle bøje os være taal­modige og kjærlige og aldrig glemme ham som aldrig glemmer os, endog vi ofte bedrøve ham, saa forlangte vi Intet, men takkede altid.

[3] Idag har jeg været i City for at forberede Alt til min nærforestaaende Afreise thi nu troer jeg nok selv at det bliver paa Lørdag kl 12 at jeg med Dampskibet Berlin reiser over Hamborg og Lybeck hjemme, skulde der endnu komme Noget i Vejen som jeg dog neppe troer saa skriver jeg det i morgen. Men hvad det dog er for en Tummel og Travlhed i hvilken jeg lever! Det er utrolig om Morgenen saa snart jeg vaagner, og dette er tidlig nemmlig kl 6½ saa overtænker jeg hele Dagen og skriver op hvad og i

[4] hvilken Følgerække alt skal udrettes derefter skrives alle Brevene paa dem nær til Hjemmet som jeg altid skriver fra kl 4 – 6 min Audiens Tid for ej at mærke det ­ubehagelige at vente paa muelige Besøg der ej komme, for at meddele Dagens ­nyeste Nyheder. Dog kan jeg sige Dig at jeg gjorde Lady de Rothchilds ­Bekjendtskab, en fornem og uhyre riig Jødinde en af de rigeste i London, som havde besøgt mig uden at finde mig. Du kan ikke tro hvor aimabel hun var og bad hun mig at opsøge sig næste Gang, og at hun glæder sig næste Aar at komme i Besiddelse af nogen af mine Billeder. Ja Adolf, nu maae Du nødvendigviis tro paa at Mutter nok veed hvad hun vil og gjør, ved at være i London, og det bedste er Folk efterhaanden rigtig holde af mig. Gud veed hvorledes det gaaer til, de ere vist trætte af al det evig sig gjentagne conventionelle Væsen, og finder Behag i den Ligefremhed som jeg søger at forlene med Imødekommen[hed].

[Brevet afsluttes ikke og er formentligt blevet sendt med det efterfølgende brev]