Elisabeth Jerichau Baumann
1864-05-16
Sender
Elisabeth Jerichau Baumann
Recipient
Jens Adolf Jerichau
Document content
Awaiting summary
Transcription
London 16 Mai 1864
Min elskede Adolf.
Jeg iler med at besvare Dit kjære Brev af 7de dennes. Som jeg alt skrev sidst til Skousboe, saa har jeg faaet Medbør endog det kun er en smule Vind. Foruden at Prindsessen af Wales har bestillt sit lille Barns Portrait hos mig, har jeg endnu at meddele Dig at jeg idag har endnu faaet et Portrait bestillt af en deilig Dreng et Hovede til 30 Guineer, og Pigen som læser Brevet er solgt til Mr. Conolly for 70 Gena. Det er jo kun en Begyndelse, men en god Begyndelse alligevel. Ak min egen kjære Ven, Du kan ikke tro, hvor svært det var igjen saaledes at vente og arbeide i de forskjelligste Retninger, med spændt Opmærksomhed og i Angest ikke at forsømme Noget og alligevel kun gjøre de rigtige Skridt. —
Jeg kan ogsaa meddele Dig at Portraittet af den Herre som jeg skulde male efter Photographierne er færdig og Udfaldet meget tilfredsstillende.
[2] Gud ske lovet for Alt Godt! —
Svært skal jeg have det, det skal vist nok være saaledes for mit eget Bedstes Skyld hvor let kunde jeg ellers ikke blive hovmodig! — Og hvor jeg dog er dobbelt glad naar de svære Timer ere overstaaet, og Lønnen for min Møje er da dobbelt sød. Men jeg længes meget hjem. Mueligen at min Reise udsættes til den 3die Juni ifald Portraitterne ej skulle blive færdige, helst dog ønsker jeg at blive ved den første Bestemmelse nemmlig at reise den 28de ds over Hamborg. Hos Baron Hambro var vi igaar 1te Pintsedag. Vi tog med Jernbanen til Putney, gik saa tilfods derhen og sadde os inden vi kom til Baronens stolte Villa i det Grønne, med vor lille Madkurv, det smagte deiligt, der var grønnt og kjøligt, der var Frihed blaae Himmel ingen Mure ingen Steenhuse ingen sorggraa Himmel og eviggraae uendelige Steenhuse og hede støvede larmende Gader, der var Fred, og der var Ro! Jeg har vel ingensinde smagt bedre Maaltid end vi Tre under Træerne, og mætte kom vi til Hambro og hans Frue der sadde ved det rigt besatte Lunchbord og neppe rørte nogen af de fine udsøgte Retter, han saa guul og gammel ud, og
[3] hun havde Hovedpine, de saae ud begge som skulde de kjæde dem ihjel. Venlig var han som alletider men alletider protegērende og corrigērende men jeg er jo en taknemmelig Siæl og tager vel imod hver godt Raad naar det kommer i en passende Form, og Kager maatte vi spise og Gelée og Sodavand alt det øvrige takkede jeg for, Marie og Helene tumlede om i Engen og syntes det var den deiligste Dag i England, derpaa blev der passiaret livlig, endog Baronesse Hambro tog Deel i Conversationen, og saa fik vi de deiligste Blomster som staae paa Bordet foran mig, og Lov til at gaae, og tilbage med Jernbanen gik det og med Omni[b]ussen og klædt om i en Farth (i den blaae Kjole) og med Kab til Batemanns alene jeg, hvor jeg tilbragte en meget hyggelig Tid, der var Family Diner kun Børnene, Voxne og Smaabørn alle dog i hvide Silkekjoler og med hvide Sko og i Fløjel. Der blev talt meget og meget rart, den ældste Datter giftes om 14 Dage Brydegaverne og hele Udstyret blev foreviist, Faderen tummlede om paa Gulvet med den mindste Dreng ganske som Faer Adolf i Hjemmet og Freiligraths Søster som
[4] er Gouvernante i Huset der passiarede jeg ogsaa meget med. Idag var de hos mig og bestillte det yndste før omtalte Barns Portrait. Nu venter jeg Sir Morton Peto. Ja det er et mærkelig bevæget Liv. Op og ned i eet væk! i Længden vilde jeg ikke holde det ud, det er som en Jernbane=reise! – Med Marie gaar det rigtig godt i de sidste 3 Dage, og jeg haaber alt Godt for hende i Fremtiden. 1 Time senere: Ja min elskede Adolf dette Haab at Sir Morton skulde kjøbe min Huusandagt blev ikke til Virkelighed, ikke destomindre har jeg endnu Haab om at det i Batemann faaer en Kjøber fordi Mrs. Batemann synes saa godt om Billedet. Maaskee!? Men skjøndt jeg saa fast havde haabet paa Sir Morton, saa er jeg dog ikke forknyt, det bliver nok engang solgt i England skal Du see. Men godt er det at Du ikke stikker i min Hud. Imorgen begynder jeg at male og om 2 Uger hvis Vor Herre vil, saa er jeg hos Dig og vores elskede Børn. Ak! Jeg havde i gaar Nat saa fæl en Drøm. Jeg kom hjem og I alle kom mig imøde fra en høj Trappe ogsaa Holger øverst oppe og paa engang seer jeg ham styrte ned mellem Rækværket paa Hovedet, saa at Hjerne sprøiter til alle Sider, og jeg siger i Drømme ”Hvorfor” Hvorfor” ”det skal vist være til det Bedste skjønt jeg ikke forstaaer det.” Var det ikke en frygtelig Drøm! Men jeg stoler paa Guds Naade. Lev vel elskede Adolf. Din Elisa.
Blomsterne ere til Børnene, og mange Kyss, som Du i mit Navn maae tilføje. Jeg skriver næste gang til Børnene.