1866-05-05

Den 5te Maj 1866

Kjære Adolf.

Jeg er rigtig glad ved at kunne meddele Dig at Sir Fransis Goldsmid foruden en Gjentagelse af Børnenes Portraitter til 100 £, idag har bestillt hos mig et Pendant til dette Billede til 140 £st med fire Børnehoveder, saa dette er en rigtig god Begyndelse. Det gaaer alletider saa underlig til i Livet, at Lykken har sine Luner, og gaaer sine egne Veje. Jeg troer jeg faaer vist nok flere Børne Portraitter meget snart, thi Lady Goldsmid, som er min varme Protector har ført dette Billede med sig hos flere af sine Bekjendte der alle have faaet Lyst til at lade deres Børn male.
Idag har jeg pakket min egen Thoralt ud, han skal nok

[2] ogsaa gjøre sin Lykke. Nej hvor det er morsomt, at det er netop Børnene som bringer mig Lykken vores egne søde elskede Smaa. Du maae gjerne fortælle ­Kunstnerne etc, at jeg har meget at bestille, men Du maae ikke sige Folk, at jeg mueligen bliver længere her end det var bestemmt, thi ellers kunde Portraitterne hjemme gaae fra mig, og kan jeg saa vil jeg nok gjerne faae i Pose og i Sæk. Skulde jeg blive nødsaget at blive her en 6 Uger altsaa til midt i Juni saa ønsker jeg nok at faae Træskows Portrait sendt over n. b. rullet, men den Tid den Sorg.

[3] Idag fik jeg et Brev fra Donnaldson der fortæller mig at han har seet mine to Billeder paa Udstillingen, og at de nok hænge højt men godt og tage sig overordentlig godt ud og at Folk synes om dem. Som sagt der bliver lyst! Som jeg alletider har sagt det, gjælder det kun at holde ud, men ikke hengivende sig Sorgen og med Bitterhed i Hjertet, men trolig og ydmyg at gaae den Vej som vor kjære Herre Gud i sin urandsagelige Viisdom har villet at vi skulle gaae. Han lader ingen blive til skamme som stoler haaber og troer paa ham, endog Troen er skrøbelig, og Vejen derfor netop syntes mørk og trang.

[4] Ak kjære Adolf kunde Du kun holde fast derpaa, og af et oprigtig Hjerte længes efter hans Naade, og kjæmpe med vor Arvefiende, der stadig er paa Luur for at fjerne os fra Ham som selv har først givet sig hen for os, for at vi skulle hengive os til ham og være hans i al Evighed!
Hør kjære Adolf! Miskjend ikke Skovsboe. Trofastere Ven have vi — Du heller ikke — aldrig havt. — Jeg lægger mig nu aldrig i Seng undtagen om Aftenen at have skrevet til Dig, eller nogen af mine andre Kjære i mit kjære Hjem, saa synes jeg at I ere mig nær. Ja Adolf at jeg idag fik Kassen til Kjøbenhavn det er et halvt Mirakel men det kostede mig ogsaa 5 Timer, som jeg

[5] ufortrødent tilbragte dels hos Mr Greens i hans snavsede støvede Boutik, deels i Omn[ib]ussen til og fra City, og der skulde Du have hørt hvorledes jeg paa engelsk læste dem Teksten og skjendte for tidligere saavel som for de nyeste Forsømmelser som sandsynligviis foranledigede Billedets Forsinkelse, og hvorledes de sagde ”Yes Madam You ar[e] right, it was a shame” og s: w: Og det moersomste ved det Hele er at, det morer mig at kunne udrette Noget som neppe nogen anden kunde netop fordi det er saa vanskelig, og al dette Tummlen om, og det, at smelte sammen med dette uendelige Masse af Mennesker der alle ville noget alvorlig, dette stormægtige travle Cityfærden i hvilken jeg activ deltager i, dette

[6] har noget meget Tiltrækkende for mig og viser mig at jeg er en virkelig Demokrat, en Quinde af Folket, ikke af den nydende forfiinede og alligevel livskjæde Menneskerace med glatte fine Ansigter og Hænder. Jeg gjør mig til af mit ældende furede Ansigt (netop i Modsætning til de glatte Ansigter) som midt i Livets hele Alvor dog Gud skee Tak ved hvert Lysglimt er beredt at smile. Ja! hvorledes skulde jeg vel ellers have holdt ud? og jeg takker Gud naar at der er Folk til, der kunne læse i dette Ansigt, og at jeg beholder Ret deri, at det bringer Velsignelse for os, for andre at troe det Gode, og det Godes Sejr hos Andre. Lev vel kjære Adolf altid Din trofaste Hustru
Elisabeth Jerichau.

Jeg noterer hver Dag alt hvad jeg giver ud, [ulæseligt] dertil saa gaaer det let, og rigtig er det bestemt, prøv paa det samme.