1864-06-09

London 9de Juni
1864.

Min elskede Adolf

Det er nok den sidste Nat at jeg sover i London, i morgen alt gaaer Skibet, der letter Anker Kl 8 om Morgenen. Ak var jeg dog alt hjemme. Jeg er glad over at Waabentilstanden er forlænget om end ikke for Andet end fordi jeg veed at Skousboe ikke gaaer i Krigen for det Første. Jeg har havt det meget drøjt med Marie i de sidste 8 Dage. Tanken at komme hjem giver hendes stakkels urolige Sjæl nogen Fred. Hun har i den senere Tid været aldeles utilregnelig, ligesom besat af en ond Troldom, men jo mere dette træder frem jo mere synes jeg kunne vi haabe at disse Paroxysmer kunde gaae over naar hun bliver moden.

[2] I de sidste Dage — undtagen igaar fik hun ligesom Afsky for mig sandsynligvis fordi jeg maatte tugte hende, for at tiltvinge mig hendes Lydighed. I Eftermiddag gaaer det igjen godt, saa er hun som et andet Menneske, har et mildt godt Udtryk en klar Stemme, men ellers er det ligesom en Diævel baade i hendes stakkels Øjne der seer saa skye og saa onde ud, saa det er en Gru, og det sørgeligste er at hun har Bevidstheden af det Onde som martrer hende og som hun er aldeles magtesløs imod. Lady Wynns Niece har havt det ligesaadan i 1½ Aar nu er hun helbredet, paa lidt Krampe nær, og en yndig stor Pige paa 15½ Aar. Du kan tro jeg har havt det meget haardt denne Gang, og aldrig var Selskabslivet saa stor en Pine for mig end dennegang. — I aftes har jeg faaet en Bestilling kun et Portrait efter Photographie til 50 Guineas, som jeg skal udføre til næste Aar. Prindsens Portrait er udstillet men det faaer ingen videre Følger for mig. Tiden er for kort, den bliver neppe seet.
Lev vel min egen kjære Ven Altid Din trofaste Hustru Kyss Børnene. Din Elisa!