1858-05-30

[Den 30. maj 1858]

Min egen elskede Ven!

Jeg er igen i Roehampton hos vores kjære Baron Hambro. Alt fuld af Solskin af Blomster af Ynde. Fuglene synger Blomsterne dufter Azaliabuskene Syrenerne og Kastanietræerne bugner af Blomster Græssbunden ligner et broget varmt Tæppe, og midt i alle denne Guds Herrlighed følger Tanken de hvide lette Skyer paa Himmlens Blaa og iler til Dig elskede Ven! til vores elskede kjæreste Børn. Jeg kan tænke mig deres Jubel hvis de var her, jeg kan see i Aanden lille Visemoer Marie og Titi tumle om blandt Blomsterne, og Harald paa Æslets Rygg, Thoralt vilde vist helst betragte de mange glimmrende Guldfisk som soler sig paa Vandets Overflade. Og med Dig Arm i Arm at gaae igjennem al denne Herlighed. Hvor deiligt vilde det ikke være. Men nu kommer jeg snart min søde elskede Ven! Den 10de Juni reiser jeg herfra, og skjøndt jeg vist langtfra vil naae Alt hvad jeg har haabet saa kommer jeg dog ikke fattig hjemme, det har vor kjære Ven sørget for. Hambro nemlig, han sagte til mig at jeg skulde lade ham faae for 100 Pund af mine Billeder. Det bliver vist nok min lille Huusandagt og enten Italienerinden eller Islænderinden, hvilken af begge? Maaskee ogsaa det lille Italienske Barn? Du kan ikke troe hvor fuld af Velvilie og Hjertelighed han er imod mig. Jeg føler mig saa inderlig taknemmelig mod ham. Jeg kommer hjemme med riige Indtryk af den Velvillie, det elskværdige Imødekommen[hed] som er bleven

[2] mig til Deel her i England, og jeg har Alt skrevet Dig tidligere at jeg har Haab om at have arbeidet for Fremtiden ved mit Ophold her, uden at behøve [at] forlade det kjære Hjem. Lad mig faae et af Dine kjære Breve min Adolf førend jeg forlader London, det kan endnu naae mig naar Du skriver Via Ostende. Det er interessant at hans Majestæt Keiseren af Frankrig vil modtage Valget som Medlem af vort Academie. Tænker Du nogensinde at jeg igjen skulde reise til London saa lad Prinz Albert blive udnævnt til Medlem af Academiet, thi det vilde kunde influere meget paa min Konstnerstilling her. Men den Tid den Sorg.
Veed Du ogsaa min Adolf at der var Forespørgsmaal om min i Royal Academy udstilled Huusandagt var til Salg. Kjøberen er bleven henviist til Gambart, hvor min anden Huusandagt er udstillet, men jeg har endnu ingen Svar faaet med henhold til dette Billede. Jeg haaber dog meget paa at det vil finder en Kjøber. Da jeg af flere har hørt at det finder uhyre megen Bifald. Ogsaa Dasent er fuld af Hjertelighed, og saa vanskelig i mange Henseender Opholdet i London har været for mig saa er det igjen fuld af de riigeste og skjønneste Momenter og har aandig og legemig havt en meget forfriskende Indflydelse paa mig. Kun igaar var jeg syg, det var en voldsom Brystkrampe, lig den da jeg sidst med Dig gik til Lange Linie, men meget stærkere dog er Alt igjen over. Bottomleys seer jeg ofte, og føler mig hos dem ligesom hjemme.

[3] Min elskede kjære Adolf!
Jeg troer dog at det bliver rigtigst for mig at blive her endnu til den 17de. Alle raader mig dertil baade Ministeren Van Dockhum Minister Raasløw og flere. Kun Hambro raader mig at reise saa snart som muelig naar Du og jeg længes. Men vilde dette være rigtig? Ogsaa Lady Eastlake beder mig at lægge disse 7 Dage til. Hun sagte: ” De maae sammenligne Dem med en Bol[d] som har begyndt at rulle”. Idag har jeg faaet et Brev af Marquis af Landsdowne som beder mig komme til ham den 10de, da han er netop kommen fra Landet. Hertuginden af Southerland kommer den 7de ds. Dronningen den 4de ds og Lady Mariane Alford skrev mig idag til det yndigste Brev af Verden, hvori hun siger at hun faae Dage siden har mistet en Søster i Barselseng som hun har plejed efter at være kommet fra Rom, og at kun saa stor Sorg har kunnet fraholdt hende fra at besøge mig. At hun vil gjøre det saasnart hun forlader Huset, og imidlertid vil gjøre alle sine Venner opmærksomme paa mine Billeder. Ogsaa Miss Burdett Coutts bliver jeg vist nok bekjendt med, da Brevenes Afvisning kun skal hidrøre fra, at der ei har staaet paa Brevet ”forwarded by H C Andersen”, eller nogetsomhelst andet hende bekjendt Navn. Hun har to Secretairer, som modtager Brevene til hende og uden hendes Vidende sender alle bort, som ei bærer en Vens Navn. Du seer altsaa kjære Adolf, at vil jeg ikke lægge de 7 Dage til so vilde jeg maaskee have meget at fortryde. Raasløff fortalte mig at Utaalmodighed har forskjærtset ham for mange Aar siden betydelige Fordeele, og var Skyld i meget Modgang. Ogsaa Van Dockhum bad mig endelig ikke overile min Bortreise netop nu. Han synes at hverken de forholdsvise til de øvrige Reiseomkostninger ubetydelige Tilvækst Udgift for ca. 1 Uges længere Ophold skulde paavirke mig til at reise, heller ikke Længsel som under disse Omstændigheder ingen Berettigelse har. Jeg tilbringer forøvrigt min Tid baade nyttigt og behageligt. Jeg er færdig med et meget kjønt Portrait (lidt mindre en Livstørrelse) af Donaldsons smukke lille Barnebarn (kun 1 Dag og et par Timer har jeg malt derpaa) som jeg har foræret dem og har glædet hele Famlien meget derved thi han kunne ikke sidde, Ciociairebarnet giver jeg ham altso ikke.
Idag var jeg med Donaldsons i Regent Park for at see Blomster­udstillingen og Menneskeudstillingen

[4] og baade den ene og den anden var mageløs, man kunde næsten sige overdreven, og i Danmark kan man neppe gjøre sig Begreb om slige Frugter og Blomster og om saa deilige Damer og Dame­toiletter. Mine smukkeste Toiletter, endog den blaae Kjole med ­Fløjel maae staae heelt tilbage for denne Pragt. I morgen maler jeg Dasents lille Barn. Du veed nok det glæder baade mig at være sammlet med Børn, at høre deres kjære Stemmer see i deres uskyldige klare Øjne, og det glæder ­Forældrene saa meget at have Erindringen om Barnet fastholdt. I denne Uge har jeg alle Dage og Aftener besatte. Middagsmaden spares ­saaledes men det koster igjen ”Kabfare”. I næste Uge antager jeg forvist at­ ­presentere Dronningen mine Billeder. Igaar var jeg indbuden hos Westenholz den unge som har en yndig Kone. Han fører et brillant Huus. ­Hambro har faaet et kjønt Digt fra mig, og blev rigtig glad ved det. Jeg troer han holder rigtig af mig, og jeg holder ogsaa rigtig af ham naturlig ”in allen Ehren.” Vi har so megen gemytlig Passiar sammen, som han jo ellers ganske maae savne, han tøer saa helt op, og der er saa megen Godmodighed og Hjertelighed som da kommer frem, at jeg rigtig kunde ønske at han levede i Forhold hvor disse smukkeste Sider af hans ­Characteer ­kunde faae ­Næring. Han holder meget af Dig, det troer jeg ogsaa ­bestemmt. Dog nu min elskede Adolf vil jeg slutte dette Brev. Den 17de also reiser jeg herfra med Guds Hjælp. O hvor deiligt bliver det dog at komme tilbage og at omfavne min elskede velsignede Mand og vores søde søde Børn. Lev vel! Din Elisa
Den 2den Juni 1858 om Aftenen.