Elisabeth Jerichau Baumann
1858-05-28
Afsender
Elisabeth Jerichau Baumann
Modtager
Jens Adolf Jerichau
Dokumentindhold
Elisabeth Jerichau Baumann venter på, at dronning Victoria kommer tilbage til London fra sit landsted, så hun kan få foretræde. Derudover er hun i gang med at male sit selvportræt til ægtemanden (Brandts), mens hun reflekterer over, hvilke malerier hun skal sende videre til udstilling i Frankfurt og hvilke hun skal efterlade i London til sit næste ophold.
Transskription
den 28de Mai 1858.
Min højtelskede Adolf
Fuld af den største Glæde over og af den dybeste Taknemmelighed mod Gud for Din Kjærlighed mod mig, for den rige velsignelse som Han har skjænket mig deri som i vores elskelige Børn iler jeg med at sende Dig dette Brev. Du maae have modtaget mit lange Brev, som har krydset Dit. Jeg burde have sendt det tidligere, men da jeg so gjerne vilde have meddelt mig noget Resultat so trak jeg saa længe ud med at sende det bort.
Den 10 eller 11de reiser jeg herfra, og vilde helst have reist tidligere, men da Dronningen lod mig vide at hun vil see mine Billeder saasnart hun kommer fra Landet, saa maa jeg jo oppebie hendes Ankomst, hvilket vil skee midt i kommende Uge. De fleste af de Personer som jeg er
[2] adresseret til har alle skrevet mig til og lovet mig Deres Besøg i kommende Uge, saalænge maae jeg da vel vente? Hoslagt sender jeg Dig en Artikel af Times som omtaler mine udstillede Arbeider. Huusandagten maatte alligevel udstilles uden at blive rentoileret ellers var det nuværende gunstige Tidspunkt til at kunde modtage Konstkritiker i Times ikke kunde have skeet forinden sidst i July sagte Konsthandleren, ogsaa Dasent raadede til det samme men det fortrukne Lærrede seer daarlig nok ud.
Veed Du hvad jeg foretager mig fortiden? Jeg maler mit eget Portrait til Dig, og hvert Blik hver Tanke sysler med Dig. En Herre der viser mig en Deel Artighed sagte til mig. Det er mærkelig hvor De alletider og ved alle Leiligheder tænker paa deres Mand og paa at glæde ham
[3] og saaledes er det jo i Sandhed. Og det er mit Hjertes Lyksalighed, og Alt Andet, det være sig nok saa Lokkende og Fristende er kun Forfængelighed, og svinder som Dugdraaberne for Solen naar jeg tænker paa Dig min Elskede! — Og derfor skal vi ei heller forundre os min egen Adolf naar Lykken den verdslige forfængelige Lykke ej føjer os alt for meget, thi sjælden gaaer dette og det skjulte Lykke som vi ejer Haand i Haand. Gud skee loved at Du saa ganske rolig seer det i møde at jeg kommer med uforrettet Sag, thi det antager jeg bliver det sandsynligste Reiseresultat jeg stoler heller ikke for meget paa Fremtiden, skjøndt det heller ikke kan nægtes, at Tilladelsen
[4] at kunde udstille hos Gambart (det franske Galleri hvor nu mine Billeder ere udstillede er noget værd). Jeg maler i næste Uge Dasents lille Datter, og efterlader mig derved en kjær Erindring hos disse træfflige nobeltsindede Mennesker, som ogsaa i Fremtiden vil kunde blive vigtig for mig. Dasent, Donaldsen og hans Familie og Hambro og Lady Eastlake har jeg meget at takke og holder meget af dem. Dog bliver dette vist nok den sidste Reise til London, skjøndt jeg oftere vil udstille mindre Billeder her, uden at være tilstede.
Synes Du det rigtig, jeg vilde ønske Du lod det gjøre, so lad Times Artikelen med Henhold til mig indrykke i Berlingske ogsaa Daily News og 3 andre Blade har meget hæderlig udtalt sig om mine Billeder. Mine øvrige Billeder vedkommende, saa tænker jeg paa naar jeg ikke sælger Noget som er at forudsee at sende den
[5] fattige Moder med Børnene og Italienerinden til den Frankfurter permanente Udstilling. Jeg tænker at Hambro’s Valg vil sandsynlig falde paa Islænderinden. Drengen med Faarene vil jeg bede Bottomley at opbevare til næste Foraar, og saa bliver Billedet udstillet hos Gambart i 1859, og det italienske Barn med Lammet har jeg saa smaat tænkt paa at forære til Profs Donaldsen, hvad synes Du derom? Han er saa indtaget i dette Billede (men er ingen riig Mand, som kan kjøbe det). Var det ikke en smuk Maade at komme af med det stakkels Billede som er Askepot allevegne ellers? —
Denne Donaldsen har været so overmaade forekommende og tjenstvillig mod mig frem for Nogen anden her at jeg gjerne vilde skaffe ham en Glæde derved naar Du tillader det min Adolf.
[6] Det er kun en Time siden jeg fik Brevet fra Dig (fra Pintsemandag) og iler med at sende dette afsted for ej at lade Dig vente min Elskede! Guds riige Velsignelse være over Dig. Hans Fred hans Kjærlighed være Dig alletider nær. Han beskjærme vores elskede kjære søde Smaabørn. Jeg skriver ikke idag til dem for ei at sinke Brevet, thi det maae nu af sted. Jeg sender kun til hver en lille Blomst som et Kjærtegn fra deres trofaste Moder. Lev vel min kjæreste Ven i Verden!
Din trofaste hengivne Dig elskende Hustru
Elisabeth Jerichau
Den 28de Mai 1858
Mange mange Hilsner til min kjære Line, har Du nogen Commisioner at give mig til Dig eller Børn eller Frøken Preetzman som jeg beder [dig] hilse og takke for Brevet.