Menu

Elisabeth Jerichau Baumann

1865-05-03

Dokumentindhold

Elisabeth Jerichau Baumann er lykkelig over at høre fra hjemmet og beretter om begivenhedernes gang i London. Hun vil trække sine malerier tilbage fra Dublin-udstillingen, hvortil hun har sendt værker, og hun forsøger at få fat i den danske kontaktperson J.G. Elfstrøm, som hun har mistillid til. Derudover mangler der stadig betaling fra henholdsvis Thomas Conolly og Henry Graves, og hun overvejer, hvad hun skal stille op.

Brevet er skrevet på to farver brevpapir, og dateringen af de to sidste blå brevsider til 'April 1865' er en senere tilføjelse og må bero på et fejlskøn, da sidernes indhold stemmer overens.

Transskription

London 3die Maj 1865

Min elskede Adolf. To Breve paa eengang fra Dig ligge foran mig, en heel Skat! — ja den bedste den eneste Rigdom i Verden som har varig evig Betydning er Kjærlighed, ikke den opblussende heftige Lidenskab, men den som boer og bygger paa Hjertebunden, som giver alt, og bærer alt, som stammer fra Himmelen, og som naaer til Himmlen og søger derhen, til hans Allkjærligheden, den største Kjærligheds Aabenbaring her paa Jorden. Modløs – nej min egen kjære Ven, det bliver jeg ikke saa let med Guds Hjælp, dertil har han givet mig for mange gode Kræfter, og endog det kniber nogle Gange, saa holder jeg dog Ørene stive og Modet oppe. Du veed nok hvorledes det har sig med Fontainerne, de ledes jo fra Højderne med Villie i Dybet, for at kunne springe lige saa højt som deres Udspring er, derfor er det kun Spørgsmaal, om Vandet, Livets Vand er klart og om det kommer fra Højden. —
Jeg længtes alt at skrive igaar, men deels ventede jeg paa det i dag mod­tagne kjærlige Brev deels vilde jeg gjerne have meddelt Dig nogle ­Resultater, men paa dem maae jeg selv endnu vente. Hidentil har jeg kun hjulpen mine Affairer paa Gled, traaet Naalene skaaret til, saa alt er parat. Dog skrev jeg til Prindsessen af Wales som kom til Byen i gaar. Elfstrøm har jeg opspurgt været i hans Bolig i London, skrevet ham et dobbelt recommanderet Brev til, eet til Dublin et andet af samme Indhold her til London. Vermehrens kjære lille Billede af Aricia pynter Herr Elvstrøms Vægge, og dersom Du kan skaffe mig en engelsk Fuldmagt fra Vermehren, og en fra Sørensen at

[2] modtage deres Billeder, mod at udrede et muelig Krav for Opbevaring saa skal jeg paa deres Regning lade dem indpakke og sende hvortil det skal være. Jeg tvivler forresten paa at Elvstrøm er en slet Karl, og jeg troer vi faaer alle vores Billeder igjen, thi ellers var han ikke bleven ansat som Embedsmand i Dubliner Udstilling, men dersom jeg inden 3 Dage ikke faaer Svar fra Elvstrøm saa begynder jeg at forfølge ham, for det første ved at tilsende ham et Brev med Anmodning om at sende mig mine Billeder tilbage gjennem Dubliner Commiteen, derefter naar dette heller ikke hjælper vil jeg true ham brevlig, ad samme Vej at angive ham som Bedrager for Commiteen, og naar ogsaa dette ej faaer det forønskede Resultat, saa tilmelder jeg Forholdet i hvilket Elvstrøm staaer til mig og de andre danske Udstillere til Dubliner Commiteen med Vedføjende af hans Brev og Modtagelsesbeviiset for mine Billeder men d:v:s: Copierne, Originalerne giver jeg ikke fra mig. Jeg haaber at Frith vil kunne hjælpe mig til at Graves udbetaler mig saavel den Sum som han skylder mig, men ogsaa Conollys Gjæld for Prindsessen. Gambarts Fingre kløe efter at faae fat i Graves ved en Advocat, – han siger at Graves er Skyld i ved Ikkeoverholdelsen af Contrakten at jeg ikke iaar kunde kræve Conolly, og derfor maae han gjøre Udlægget for Conolly. — Jeg vil nødig lægge mig ud med Graves som skal være en skit Karl, og skal kun gjøre det hvortil Donnaldson som imorgen kommer tilbage fra Italien vil raade mig, men sin egen Gjæld kan Graves ej undgaae at betale.

[3] I altfald har jeg ikke været belavet paa saa mange Vanskeligheder, mine Penges Inkassering vedkommende, men naar Enden er god er alt godt, og da Conolly er meget riig saa er der ingen Fare for at miste Pengene, endog det haler ud med Tiden. —
Nu er det seent jeg sidder efter Dagens Møje oppe paa mit lille Soveværelse paa fjerde Sal, nedenunder summer det og bruser med Vogne og Menneske, her oppe liggner det Hjemmet, fordi Værelset er tarvelig (det er bestemt til Kammerpiger) ikke overdænget med Lucsus som i dem jeg ellers plejede at boe, og hvor jeg syntes at spille Comodie for mig selv. De kjære Breve ligge foran mig, jeg læser dem højt for mig selv, saa synes jeg at Ordet lever, og stille lykkelig føler jeg mig ved Tegnet tiltrods for Savnet, der naturligviis ej kan udeblive, saasnart jeg har Tid at søge Dig og alle mine andre Kjære. Det er sædvanlig inden jeg sover ind, at Længslen sniger sig med Taarene langs med Kinderne, men det var kun én eneste halve Nat, at jeg ikke kunde sove, ellers er det den kjære lille Ole lukøje, som spænder sin brogede Parapluj op for Mutter, og saa myldrer det med Blomster som hjemme, og Børnene ere hos mig og Du og Wilhelm, brogede moersomme Billeder. Deraf kan Du see at Mutter har været et godt Barn, fordi det er kun de Artige, for hvem Ole spænder den brogede Paraplui op. Tidlig staaer jeg op før kl 6 allerede, og saa tegner eller skriver jeg. Ja! kjære Ven Du skulde see de kjønne Compositioner jeg har gjort til to smaae billeder, men ogsaa til eet større med 3 Figurer som vil gjøre mig verdensberømt, og det bryder

[4] jeg mig i Grunden dog ikke synderlig om uden med Henhold til at give alle mine øvrige Billeder en større Verdi, for Din og for Børnenes Skyld. Gud skee Lov! Min egen elskede Ven at Du saa rolig tager Dig de ugunstige Forhold, men hvorfor vil Du da være i slet Humeur? Stol paa Guds Naade som i saa riig Maal er skjænket os, frem for saa Mange! Ak hvor lykkelig vilde vi være naar vi Haand i Haand med fast Fortrøstning til at Alt kommer fra vor kjærlige Gud og Fader gik videre frem paa Livets Vej, saa blev der fred i Sjælen og det er dog den eneste sande Skat, uden hvilken alle andere ikke hjælpe. Tænk Dig idag har en af de rigeste Banquieer i London aflivet sig selv, uden nogen anden Anledning end Livslede! I Arbeidet finde vi Glæde Qvægelse Sundhed, det er den Erfaring jeg har gjort, og derfor takker jeg Gud at han har ladet falde i mit Lod at skulle arbeide meget, thi det gjør jeg virkelig endog mit Arbeide er mig rigtig kjært, saa føler jeg at dets Udførelse er en Pligt og en Pligt som jeg ikke kan omgaae uden den hævner sig paa mig, og derfor bøjer jeg Knæ som Cameelen og tager min Byrde og bærende den, ofte gaaer det gjennem frodige Egne, ofte gjennem Ørken, men der er saa godt at vide, at Herren der har lagt Byrden paa mig, ej gjør den større end at jeg og kan bære den. Og nu lev vel min kjære elskede Adolf nu skal der hviles, jeg mærker Ole Lukøje kommer, Kl er netop 12 Aandernes Time kunde min frigjøres saa skulde den kige ind til Dig til Holger Danske til Smaapigerne og paa Qvisten. Nu maae jeg nøjes med den brogede Paraplui og er jeg endog rigtig glad naar jeg vaagner med Drømmeverdenens Fatamorgana. Lev vel. Din trofaste Elisabeth.

Fakta

PDF
Brev

Dansk

London
København

Det Kongelige Bibliotek