Elisabeth Jerichau Baumann
1865-04-30
Afsender
Elisabeth Jerichau Baumann
Modtager
Jens Adolf Jerichau
Dokumentindhold
Lettere utålmodig skriver Elisabeth Jerichau Baumann hjem for at høre nyt fra ægtemanden. Hun har allerede haft travlt efter ankomsten til London, og det lykkedes hende at få billet til VIP-åbningen af årets udstilling på Royal Academy (en begivenhed omtalt som Private Show). På Akademiet udstiller hun blot En såret dansk kriger, da de øvrige malerier ankom for sent til ophængningen. Hun fortæller desuden, at Thomas Conolly er blevet fængslet i New York for sin indblanding i den amerikanske borgerkrig, hvilket berører hende, da han mangler at betale for et maleri (formentlig et portræt af prinsesse Alexandra), ligesom grafikeren Henry Graves heller ikke har betalt Jerichau Baumann for salget af den grafiske copyright af helfigursportrættet af prinsesse Alexandra.
Transskription
30 April
1865
Kjære Adolf
Er det ikke Synd at jeg nu alt er den fjerde Dag i London uden at have hørt et eneste godt lille Ord fra mit kjære Hjem? Daglig var jeg hos Gambart for at modtage de forventede Breve, og tillige at besvare dem, men nu kan jeg ikke længere vente ellers bliver Du maaskee dog til syvend[e] og sidst urolig over ej at høre fra mig, og kunde maaske blive ængstelig. Men Nej! alt gaaer godt! Sundheden især ogsaa Humeuret skjøndt der hører en god Deel Taalmod til at gaae Pinen igjennem. Sammenlign mig med et Lokomotif som jeg spænder for alle mine Ønsker Forhaabninger og Planer, og saa kan Du tænke Dig min Farth min Færden, det er dog at forundre at Kroppen og Benene
[2] som ej er af Jern som ellers de fleste moderne Befordringer kan holde det ud. ”Forgyldningen forgaaer Svinelædret bestaaer”, det er ogsaa et godt Ord. Jeg har naturligviis været i ”Private Show”, skjøndt Opnaaelsen af et Billet dertil syntes umuelig var det endog for Frith. Jeg har seet Sir Morton Peto gjort alle Besøg, foræret Tom Taglor Din lille Jæger besørget Billederne til Dublin søgt og fundet Bolig, Lady Eastlake skaffede mig Billetten til Private Show og al[le] disse Personer jeg besøgte er spredte rundt om i London. Du kan altsaa tænke Dig hvilken Slid det var.
[3] Den saarede Kriger er det alene som paa Mangel af Plads fordi Billederne kom saa seent kunde blive modtaget paa Academiet, Polakken ikke skjøndt de finder den deilig men for sørgelig; i London skal Konsten alletider kun smile aldrig græde, og dog trænger den ofte dertil.
Gambart siger, det er ikke noget Stykke for England. Jeg troer jeg maaskee sender det til Köln og Düsseldorf istedetfor Skibbrudet, som er gaaet til Dublin ifølge Gambarts Raad, dermed er ogsaa Loddet kastet for mig, naar det ej skulde blive solgt i Dublin, og Sundhedsforholdene i Russland vil den Tid forbedre sig, at jeg i Sept eller October paa en 4 – 6 Ugers Tid gaaer til Petersborg, da Udgiften
[4] for disse Billeders Transport til St Petersborg fra Dublin ligesom Assurancen ej vilde tilfalde mig at betale. Det andet polske Billede forbliver hos Mr. Cargyll til engang hen i Tiden. Billedet i Academiet hænger ret godt, og seer yndigt ud, der er kun een Stemme blandt alle Konstnere at det er et deiligt og mit bedste Billede. Og nu lad os haabe at Vor Herre vil velsigne min Anstrængelse for det daglige Brød, og at det bringer mig de forønskede 400 Gs: Det lille Billede hos Gambart af Louise med Abekatten og Hunden er alt solgt de to andre smaae Billeder hænge[r] daarlig, iaften skal de hænges om tilligemed dem skal de andre 4 hænges op. —
[5] Mr. Connolly skal være politisk Fange i New York for at have hemmelig tilført et Skib med Vaaben (for egen Regning til Sydstaterne) der bliver altsaa for det første neppe noget af dennegang at faae mine Penge, skjøndt de skulle være nok saa sikkre, ifølge de Lovskyndiges Mening da Conolly har enorme Besiddelser. Jeg undlader alligevel ikke at gjøre ethvert muelig Skridt, for om mueligen alligevel at faae Pengene betalte, da der maae være en Administration af hans Godser. Mr. Graves vil ogsaa nødig til at betale mig Pengene, men det har ingen Nød, han er pligtig, og skal. Han skal være en Rad, siger Frk. Rowan, men jeg har Frith
[6] i Baggrunden som har introduceret mig til Graves, og for hvem Graves er bange. Herr Elvstrøm er bleven ”Supperintendent of the fine Arts Departement in Dublin” og det Firma, som nu er representeret i den fordums ”Scandinavin Gallery” forsikkrer mig, at Mr Elvstrøm er en Mand der ikke skylder det ringeste bort, og at hans Ansættelse i Dublin er Borgen for hans hæderlige Characteer. Idag endnu skriver jeg efter at have faaet hans Adresse til ham. Derfor er der megen Haab til at faae Billederne tilbage.
[7] Jeg kommer netop fra Gambart som paa det bestemteste raader mig min hele Fordring for Portraittet af Prindsessen at holde mig til Mr. Graves, og siger at uden at det skal koste mig Nogetsomhelst, vil hans Advocat, naar mine Breve fra Conolly og Graves ere i deres Orden, kunne skaffe mig Pengene fra Graves, da denne er Skyld i at Kobberstikket ikke som det blev betinget ej kunde leveres til Conolly da denne endnu var paa fri Fod. Altsaa vil jeg sansynlig i de første Dage af den kommende Uge, men tagende en tredie Mand, til Vidne ad retslig Vej lade denne Sag ordne. Er Mr Elvstrøm en Kjeltring, saa har jeg ogsaa ham i min Magt ved Beviiset for mine Billeder thi jeg kan ved at true ham at ville umueliggøre hans Stilling i Dublin, faae ham til at skaffe mig mine Billeder. Tal ikke derom førend Du hører fra mig, men spørg Vermehren og Sørensen om de have skriftlige
[8] Beviiser for deres Tilgodehavende, har jeg først ordnet mine Ting med ham og de har som jeg Papirerne i Orden saa vil jeg ogsaa for dem gøre det samme som for mig. Men det kan ikke nytte Nogen Noget dersom alle komme paa engang og inden jeg har taget mig den Uleilighed at være her, saa synes jeg at jeg maae have Lov ogsaa først at ordne mine egne Sager.
Jeg kommer fra Hambro. Han er Godheden selv. Du kan ikke tro hvor mild og rar han seer ud. Han hilser Dig hjertelig. Bare Englene kunne blive stillede op om 12 Maaneder, før bliver Kirken ej færdig, men saa maae han endelig have dem, ikke alene for hans men for Din Skyld. Lev vel nu med hjertelig Kyss.
Din Elisabeth
Lev vel min kjære Adolf! Gud velsigne Dig og Børnene og beskytte Jer alle dette ønsker Din trofaste Hustru E. Jerichau
Igaar var det søde lille Holgers Fødselsdag. Giv ham mange Kyss fra Moder