Elisabeth Jerichau Baumann
1871-5
Afsender
Elisabeth Jerichau Baumann
Modtager
Jens Adolf Jerichau
Dokumentindhold
Elisabeth Jerichau Baumanns planer om at rejse hjem med datteren Sophie til pinse bliver ikke realiseret, da kunstneren er i gang med at male portrætter på bestilling. Dog forventer hun at tage billederne med til København for at færdiggøre dem dér. Hun beder indtrængende sin mand om at slippe de triste tanker, der plager ham, og tænke på de velsignelser, Gud har skænket parret, hvoraf den lykke, kunsten bringer dem, også hører til.
Som kunstner, skriver hun, arbejder man i overensstemmelse med Guds vilje, og netop den har også betydning for parrets talentfulde søn, Harald, hvis kærlighed til kusinen Marie også kort berøres i brevet.
Dette brev er formodentlig sendt sammen med brevet, der er dateret 16. maj 1871.
Transskription
[London, maj 1871]
Min elskede Adolf
Jeg kommer ikke hjem til Pindsen men reiser den 3die naar ikke uforudseete Bestillinger skulde friste mig, skjøndt der er Tale derom, saa troer jeg ikke derpaa at dette arrangeres snart, derimod har jeg en sikker Stilling som Portraitmaler nu saa snart jeg vil være 3 – 4 Maaneder her i London ad Gangen og skjøndt dette ej er det yndigste Ophold om Sommeren, saa er det dog godt at vide at være her i Stilling. Du vil see hvor deilige de Portraitter ere som jeg har malet, thi de bringes hjem for at fuldendes.
[2] Du maae gjøre Vold kjære Adolf paa de Tanker der volde Dig daarligt Humeur. Tænk paa hvor uendelig megen Velsignelse Gud har skjenket os, see rundt om Dig, og sammenlign Dit Liv med Tusinders! Fred rundt omkring Dig, Dit Liv er fremrykket ligesom mit uden anden stor Sorg uden den som Guds Villie i Marie har paalagt os, og Synden har bragt med sig, dog fører al Sorg til Fred og Klarhed, hvis vi bærer den i Guds Navn, med hans Hjælp Millioner have mistet deres kjæreste Slægtninge i denne ulyksalige Krig, Millioner! Ingen veed hvor uhyre Sorger og Smerter disses Fremtid bærer i sit Skjød, og Du, og vi skulle
[3] klage fordi vi ikke have mere end der er os skjenket? Fordi vi ikke have det tildeelt saaledes som det synes os bedst? Dette er en uhyre Svaghed Kjære som har sit Udspring i Svaghed i Tro. Og det er Kunsten alene, den kjære uskyldige yndige Kunst, opfyldende Hjertet med sande Glæder, som vi kunne takke for al den rige Lykke som er givet os. Vi bærer Ansvaret for de os betroede Gaver, og skulle tjene Herren _ved at benytte dem rigtigst, hvad Andre gjør i den Retning galt, vedkommer ikke dette Forhold. Jo mere jeg lever i denne Verden, omgivet af store Fristelser, hvoriblandt især den at misunde Andre og gaae i Rette med Andre er stor, lærer jeg at bede og _arbeide, der hvor Arbeidet udkræves af mig ved
[4] Forholdene er Baandet med Gud, i hvis Navn jeg arbeider, til hvis Ære jeg er skabt. Vor Haralds ligesom vor Skjæbne ligger i Guds Haand, men da han er et Guds Barn, hans Villie men hans Ævner store, saa er jeg trøstig, ikke fordi han er talentfuld alene. Haabet er netop det som betegner hans Liv. Han er født med Guds Villie! Og vil naar han holder sig til ham vinde Sejr, ligesom enhver af os vil i Herrens Navn Hans Kjerlighed er reen, den har luttret hans Hjerte fra de farlige Tilbøjeligheder som han har nedarvet. Hans Villie og Evner ere store og gode, og han har foruden Forældrendes Talent og Geni arved Daadkraften og Moderens freidige og virksomme Aand. Maries stille quindelige ydmyge Sind, er Betrykkelse for hans Lykke hun vil skabe ham et hyggeligt Hjem, bedre end jeg kunde for Dig.
Damen hos hvem RS tjener drikker derfor søger jeg anden Tjeneste for Vedkommende.
[Uden afslutning, brevet er formodentligt sendt med det følgende brev]
