Menu

Elisabeth Jerichau Baumann

1862-06-20

Dokumentindhold

Elisabeth Jerichau Baumann er ankommet til London, hvor verdensudstillingen The International Exhibition præger kunstlivet. Hun er ikke særlig imponeret over selve udstillingen, der virker uoverskuelig, men til gengæld er hun begejstret for den franske og belgiske afdeling af malerier. Selv udstiller hun bl.a. et havfruemotiv og en strømpestopperske, men er bekymret over, at billederne er placeret for højt. Jerichaus skulpturer er ikke alle placeret fordelagtigt, især skulpturgruppen Herkules og Hebe bør stå anderledes, og det vil hun få hjælp til at ændre. Som altid aflægger hun rapport til ægtemanden over sine rejseudgifter.

Transskription

London den 20de Juni 1862.

Min kjære Adolf

Du faaer disse Linier frem for den første Deel af Brevet der indeholder en Slags Reisebeskrivelse, som jeg i Mangel paa vigtigere Ting morede mig med at skrive Dig til. Denne Deel af Brevet derimod som jeg skriver paa Westenholtzes Comtoir skal lade Dig Hovedting at vide, da Tiden er kort. — Du seer at jeg er vel ankommet og i fuld Aktivität, nu gjælder det langsom og besværlig som alletider at gaae op ad Bjerget, om jeg ved at naae Bjergets Top ogsaa bliver lønnet med smukke Udsigter, det er idag ej muelig at sige, mueligen jeg kun æder mit Brød i mit Ansigts Sved som mangen tro Arbeider. Efter at have opsøgt mit Bolig (nemlig 2 Upper Southwich Street London)

[2] gik jeg paa den store Udstillingen som dog tiltrods for al de Masser af Alt Mueligt som er sammendænget der, slet ikke imponerede mig. —
Den franske og den belgiske Billederudstilling er for mig udentvivl det Interessanteste af det Hele. Jeg selv kommer mig for som en lille bitte graa Muus ved Siden af de mageløs deilige bedste franske og belgiske Billeder, ved Siden af de Danske staaer jeg mig nok, men hænger alt for høj[t] saa at man hverken kan nyde Havfruen, heller ikke kan bedømme de smaa udførte Billeder i deres som Cabinetsstykker sa[a] smukke Egenskab, de maae blive overseete dog skal der have fundet Forespørgsmaal paa Eet.

[3] Din lille Pige med Duerne tager sig yndig ud. Hercules og Hebe staaer smuk men er daarlig belyst. Cöllner Zeitung og et Par andre engelske ­Blade, sagde E Tidemand mig skal have omtalt mine Billeder alle med megen Anerkjendelse, fremhævet Strømpestoppersken og talt om Dig som den første danske Billedhugger siden Thorvaldsen og talt meget ringe om Bissens Arbeider, saavel om de her som de i Kjøbenhavn ­bekjendte Wærker. Consul Westenholtz er meget forekommende han lover mig at mine Billeder snart skal hænges lavere, og kan Din Hercules og Hebe faae en anden og bedre Plads, Belysningen vedkommende, men kun i det nederste Rum hvor

[4] Industrigjenstandene ere opstillede eller staaende pêle mêle i Hovedbygningen, men ikke i den danske Afdeling, dog kunde Gruppen vedføjes en Sædel, at Gruppen er af J A Jerichau og fra Danmark, synes Du bedre derom end om, hvor den staaer midt i ­Malerigalleriet som Centrum men daarlig belyst? fra Siderne tager den sig deilig ud i Profilerne ogsaa fra Ryggen, men forfra er Hebes ­Hovede heelt i Skyggen. Tillader Du at Modellen overmales ganske tyndt af en duelig Gypser, dette er skeet med Duepigen som ikke har lidt ved ­Malingen. Vil Du svare herpaa med et Par Ord omgaaende, som ogsaa om den skulle flyttes. Jeg skal jevnlig skrive Dig til og seer jeg ingen Resultater saa kommer jeg snarest muelig hjemme. Mit Bolig koster mig i denne Uge kun 1 £St og 5 Sh siden 2 £St om Ugen og er meget net. Imorgen gjør jeg mine Visitter og s v. Vær Du kun ganske rolig for mig, jeg er besindig og modig og søger alletider den bedste Side frem i Alt og jeg haaber, at jeg ikke unyttig er kommet hertil, thi der er Udsigt til et af mine ældre Billeders Salg osv. Lev nu vel Kyss Børnene, imorgen skriver jeg mere.

Hils Marie, Skovsboe og Drengene og vær hjertelig hilset af Din hengivne E Jerichau

Fakta

PDF
Brev

Dansk

London
København

Det Kongelige Bibliotek