1858-05-06

den 6de Mai om Aftenen

Kjæreste Adolf!

Gudskeloved for Dit kjærlige Brev! Som jeg hilsede med Glædestaarer dette Fredens Olieblad som vederkvægede mig. Der er dog midt i denne bittre Skilsmisse fra ens Kjæreste en Sødme en Velsignelse, der at føle Dine forøgede Kjærlighedsudtryk. Saaledes skal vi ogsaa opfatte alt Sørgeligt i Livet, det er bestemt Guds Villie, og derfor sender han Alvor og Sorg for stærkere og stærkere at sluttes og drages til Ham og mere og mere blive sig den gjensidige Kjærlighed bevidst. Mit Brev var alt forseglet og skulde lægges i Brevæsken, da Dit kjære Brev kom. Jeg aabner Brevet og lægger derfor endnu dette lille Blad til og nogle faae Linier til vores søde Børn. Ak hvor kan jeg dog tænke mig de riige menneskers Tomhed i Livet som midt i al Glands og Herrlighed savner Kjerlighed denne Livsnæring, uden hvilket Alt ellers er dødt. –
Jeg behøver kun at hentyde til mine egne Smaa=Londoner=Forhold, der i Sammenligning med vort tarveligere Liv i Kjøbenhavn har for mig noget luxuriøst. Naar jeg saaledes seer mig selv omgiven af elegante Speile og Møbler, træder paa elegante Tæpper, spiser hver Dag 3 Retter udsøgt Mad, (Du veed jo at min Middag koster 21 Shilling engl. hver dag billiger kan man som Fremmed ei spise i London, og bedre vilde jeg aldrig kunde eller ønske at spise, saa godt er Middagen, bare Du kunde spise med mig), ­kjører i Brougham, saa føler jeg det Intetsigende det Tomme deraf fremkaldt og betinget ved Forholdene. Jeg savnede Dig og Børnene og jo mere jeg syntes mine Omgivelser vare kjønne. Men nu kom Dit Brev og Børnenes og nu har jeg det saa deiligt baade udenom og indeni mig begge dele harmonerer. – Jeg er rigtig glad og lykkelig Du elskede trofaste Ven.

[2] Den stakkels Hambroe. Tro mig han er ikke lykkelig. Han føler dybt Sorgen over at være ene og har derom meget varmt udtalt sig til mig, og dog lider han med alt dette, tiltrods for Bevidstheden af Savnet midt i sine Riigdomme, vistnok af det samme Onde som de fleeste Riigmænd lider af. Mange store Glæder kunde tilkjøbes i Livet af dem som ejer meget ved at give til rette Tid. – Han skrev mig nogle venlige Ord som ledsagede Dit Brev, og at Sir Charles Eastlake havde meget roesende omtalt min i Academiet udstillte Huusandagt i Times. Det er som om Himmelens Velsignelse hvilede over denne Gjenstand. Jeg anseer det heller ikke mere for et so stort Ulykke at Billedet styrtede ned, thi sæt at det ei blev solgt her, endog det ingenting feilede? Saa det dog bedst for min Stilling i Danmark at man og vi antager ifald det nu ei blev solgt, som det er at Skaden er Skyld deri. Maaskee Du leer af denne Reflection? Du mærker nok at jeg holder mig en lille Bagdør aaben, egentlig haaber jeg saa smaat paa Billedets Salg her, thi tiltrods for Skaden er det dog et deiligt Arbeide. Og Nu lev vel igjen. Vær takket og velsignet for hvert kjærligt Ord for hver kjærlig Tanke. God Nat. Jeg sover ind, med de kjærligste Tanker om Dig.

Din trofaste Hustru Elisa

PS Du kan ei troe hvor Du beroliger mig med Henhold til den Ro med hvilken Du imødeseer Resultatet af min Reise. Saa lidt det endnu tegner til Noget, saa megen god Haab har jeg. Dog lægger jeg Alt i Guds Haand.

Jeg har kun benyttet Brougham hidentil i 3 Timer. Saa meget som mulig ­benytter jeg Omnibussen men min Kab som bragte mig til Hotellet og derfra hertil Kostede 4 Daler Dansk!