Menu

Elisabeth Jerichau Baumann

2. - 10. juli 1862

Dokumentindhold

Det plager Elisabeth Jerichau Baumann, at hun må sidde og vente på besøg fra de fornemme engelske damer og herrer, som lover at komme, men ikke dukker op. Hun er desuden skuffet over den manglende interesse fra såvel den danske konsul som gesandten, der ikke besvarer hendes henvendelser. Hun er ikke imponeret over verdensudstillingen, der synes at optage alle omkring hende, men ingen kunstnere sælger noget. Dog har hun bemærket, at der altid er mange samlet omkring hendes billede af H.C. Andersen læser eventyret om englen for et sygt barn og maleriet af de sovende småpiger, udstillet som Foundling Children, på udstillingen.
Af glædelige nyheder kan hun berette, at maleriet Britannia snart bliver udstillet i Bridgewater Gallery, og at hun har været til middag hos familien Delcomyn og tilbragt en dejlig dag i deres selskab.
Brevet er skrevet over flere dage, fra 2. juli til 10. juli 1862.

Transskription

den 2den Juli
1862.

Min elskede ven

Tak for Dit 3die kjærlige Brev! Det var som en frisk Luftning i Menneske­ørkenen. Jeg er tilmode som Storken der om Efteraaret længes at flyve over det blaae Hav, snart letter ogsaa jeg Vingerne, helst kom jeg strax — men Pinen skal holdes ud, det er først nu at Besøgene kan ventes. Ja Du kan tro det er rart! jeg gjør hvad et Menneske der har Villie Evne og Kjærlighed kan udrette!

[2] Det er Meget, og dog kun som en Draabe i Havet her, og navnlig i denne Tid. HC Andersens Portrait vilde jeg helst igjen tage med mig ifald jeg kan. Reé kjøber sandsynligviis eet Billede af de tidligere til 400 Daler, dog er det ikke endnu afgjort. Jeg arrangerer alt det Andet paa det bedste inden jeg reiser hjem! Jeg venter mig noget af et nyt engelsk Bekjendtskab. Paa Lørdag faaer Du nye Efterretninger. Bare jeg havde Brevene fra Paget lev vel

[Den 3. juli 1862]

Min kjære Adolf

Idag fik jeg Photographierne og alle de kjære Breve, og det eneste som har sand Indhold og Glæde for mig, er at samtale mig Dig og alle Kjære derhjemme. Jeg har aldrig tilforn følt mig mere forladt som denne gang og fremkommer det ene og alene fordi den store Udstilling som ­absorberer Alles Interesse for mig ingen Tiltrækningskraft har, og gjør alle mine Anstrængelser frugtesløse. Kunde jeg kun ganske rolig og doven sidde hen, men det kan jeg ikke og arbeide kan jeg heller ikke, dertil mangler jeg Ro. Der ere given mig alt for mange herrlige Løfter, og dog kan jeg ikke lade være at vente paa Opfyldelsen af disse, endog jeg slet ikke stoler paa dem. Jeg gaaer i Selskaber fordi

[2] det skal være, og alt synes mig so huult so falsk. – Men hvorfor pine Dig med slige dumme Fortællinger som desværre finder kun alt for megen Gjenklang i Din Sjæl. Det gjælder for mig at holde Pinen ud, og tiltrods for Alt dog ikke tabe Mod. Det skulde dog gaae underlig til, om ikke tilsidst en tro og fast Villie forbunden med Evnerne som Gud har skjænket mig, ej skulde vinde Sejr. Men ej vil jeg fortie at der af Herr Falbes, Hertuginden af Cambridges Lady Alfords og andres lovede Bekjendte ej er kommen een eneste, so Du kan tænke Dig hvor morsomt det er at sidde hver Dag fra 3 – 6 og ved hver Vogn at komme i Bevægelse og hver Gang kjører Vognen forbi. —

[3] Det eneste jeg her i London, i det [af] store Nydelser og Interesser gjennemtrængte London sætter Priis paa er at skrive til Hjemmet. Det gaaer med det som med det friske Vand som den Overmætte og Syge tager til. — Jeg er ikke syg men meget lidende. Jeg længes som jeg aldrig gjorde før, og dog har jeg allerede revet de fleste af disse Breve i Stykker, thi jeg synes at det er so usselt at klage og klynke, disse Breve ligner Taarer, som letter, og ligesom Taaren bortørres, saaledes er det bedst at Sporet af mit skriftlige Græden tilintetgjøres. Derude lyder paa Gaden Tambouriner og Castagnetter og lystig Sang, og sminkede Piger og Drenge dandser omkring i Snauset i de tilstænkede brogede Pialter. Jeg vedder der ere heelt blege under Sminken. Alt er sminket, alt er Løgn med brogede Klæder paa, kun alt imellem skimter man igjennem Hullerne den nøgne forsultne Sandhed, og den er ikke indbydende ikke glædelig. Kun 11 Dage endnu so er jeg hjemme! Hvilken Lykke at vide at alle I Kjære have det godt! Gud være lovet

[4] for de gode Efterretninger, der kom med Photographierne. Det var Synd at sige at nogen af de Danske gjør sig den ringeste Uleilighed for min Skyld i London (ja! Falbe kjørte med mig til Hambro) men hverken Consul eller Gesandt have gjort mig deres Besøg (som Englænderne) eller endog besvaret mine Breve. Mueligen skorter det virkelig paa Tiden, lad os tro det. De kommende Dage vil mueligen vise sig gunstigere for mig med Henhold til mine Forretninger, da jeg fra nu af (i de sidste 3 Dage, forgjæves) venter fornemme og rige Folks Besøg.

[Den 4. juli 1862]

Endelig efter usigelig Anstrengelse har jeg naaet derhen at Rule ­Britania bliver opstillet i Bridgewater Gallery. Hertuginden af Cambridge har skaffet mig Tilladelsen dertil, og Lady Alford har lovet mig at ville ­interessere sig for at Billedet bliver kjørt til en Klubb eller deslige, om det vil kunne lykkes veed jeg ikke, dog er det ej umulig.
Gesandten har ogsaa forsynet mig med en Anbefaling til Earlen af Ellismere. Reé har skuffet mine Forventninger, og mangler Vedholdenhed thi han kan ikke som han bestemmte for at [afse] Kjøbet. God Nat

[Den 5.-6. juli 1862]

Min kjære Adolf skjøndt det er min bedste Trøst og Glæde at skrive til Hjemmet, so har jeg dog neppe Mod dertil, da jeg ikke kan glæde Dig ved nogen gode Efterretninger. Du har jo selv oplevet blikstille paa Oceanet ved Fregatten, ganske saaledes er jeg tilmode som hin, i Bevidstheden om sin Styrke og dog med slappe Seil og afmægtig. — Gud skee lovet jeg snart forlader denne pialtede Herlighed med al dens store Usandhed. Dertil kommer de største daglige Smaaubehageligheder, Urenlighed, Uredelighed og Uvillie, som Livet i Lodginghuset fører med sig. Den 7de Juli: Igaar tilbragte jeg en meget rar Dag hos en rigtig net rar dansk her etableret Familie, Delkomyn Det gjorde usigelig godt midt i dette Sæbebobleliv at sammles med jævne elskværdige, og saa dannede Mennesker som denne Familie er. Det var Aarsdagen for Fredericsslaget, jeg udbragte Danmarks Skaal. Der var yndige Smaabørn, en lille Pige af Sophies Alder, og livlig og smuk som hende, lignede hende endog. Jeg blev heelt underlig tilmode, ved at see Faderen tummle med Børnene, ganske som Du pleier. Det var de behageligste Danske, Ministeren undtagen, som jeg har truffet paa her. Kommer Din Gruppe endnu? Nu saae jeg helst, at den blev borte, thi season er jo snart tilende, alle mine Bekjendte idetmindste reiser om 8-10 Dage. Det har varet 2 Maaneder omtrent længere med Grupperne end det skulde have været. Men skade kan det jo heller ikke, skulde den være afsendt, thi saa er den jo paa Vejen til Paris til næste Aars Ud­stilling, men den Tid, den Sorg. —

[2] Jeg følger slet ikke Bladene veed derfor ikke om de beskjæftiger dem med mine Ting, dog er der alletider et stort Sammen­stimmlen af Folk omkring H.C. Andersen og Foundlingchildren og Folk taler meget derom, men Kjøberne? Sørensen har dennegang værret heldig, men tænk, ikke engang Tidemann som har mindst 15 Billeder har solgt noget til dato. Endnu har jeg ikke ganske opgivet at faa solgt eet eller andet, men megen Haab har jeg dog ikke, underlig nok er det alletider gaaet mig saaledes at den sidste Tid jeg tilbringer paa et Sted er gunstig for mig. Men at jeg er alene her uden Dig er godt endog jeg har det uhyre svært, Du vilde ikke kunne have holdt det ud. Jeg er bleven ganske afpillet. Snart er jeg hjemme, alt inden i mig jubler, naar jeg tænker paa den Ro og Fred paa Kjærligheden som venter mig hjemme.

den 10de July.

Jeg vil sende Brevet afsted idag for at fortælle Dig at jeg har solgt Ingemanns Portrait til Baron Hambro for 40 £ St. Fra Udstillingen sælges der som sagt neppe noget. Du skulde see Udstillingen, det er ikke op­byggelig, skjøndt den er opbygget til at opbygges. Man maae puffe og støde sig frem gjennem disse 60-70000 Mennesker og blive puffet og stødt bort igjen fra alle de Tusinder af Gjenstande af hvilke man kunde see Enkelte. Godt naar man ikke blev ganske tosset i Hovedet af alt, og tillige bliver man overrendt saa at man neppe mere gider seet Noget.

[Afslutning mangler]

Fakta

Brev

Dansk

Brevet skrives over flere dage, men er sammenhængende. Den del af brevet, der her er dateret 4. juli, har Elisabeth Jerichau Baumann selv dateret 4. juni, og beror på en fejl, da hun først ankom til London sidst i juni.

__

London
København

Det Kongelige Bibliotek