Elisabeth Jerichau Baumann
1865-06-10
Afsender
Elisabeth Jerichau Baumann
Modtager
Jens Adolf Jerichau
Dokumentindhold
Elisabeth Jerichau Baumann er begyndt at planlægge sin hjemrejse fra London, og hun har besluttet sig for at lægge vanskelighederne med Thomas Conollys manglende betaling bag sig. I brevet medsender hun et lille digt, der fortæller om, at opholdet i byen både giver sjæleangst og tærer på tålmodigheden.
Transskription
London 10 Juni 1865
Min elskede Adolf
Tak for Dit kjære Brev af 5te ds. Tak for hver kjærlig Tanke Du bærer i Hjertet for mig. Nu er jeg snart hos Dig, og saa skulle vi tale med hinanden istædet for at sende hinanden disse faae utilstrækkelige Tegn paa gjensidig Hengivenhed skjøndt jeg jo er glad for hvert et lille kjærligt Ord som Du har skrevet til mig. Det er det sandsynligste at jeg kommer hjem om Gud vil den 20de, dersom jeg har betænkt det, reiser herfra Torsdagen den 15de ds. Alligevel er der en Muelighed for at jeg
[2] mod mit Ønske vil blive tilbageholdt endnu een Uge længere, idet jeg før min Afreise maae lægge den hele Conollyske Historie i Advocatens Hænder og dette mueligen kunde trække ud over Torsdag, og kan jeg da ikke benytte noget directe Skib før 6, 7 eller senest 8 Dage senere da de kun gaae om Tirsdagen Onsdagen og Torsdagen, hvilket er ubestemmt.
Derfor maae Aftalen være, at dersom Du ikke faaer noget senere at høre fra mig saa er jeg hos Dig naar Gud vil tillade
[3] det den 4de dag efter Skibet seiler herfra. Mueligen om Torsdagen, men faaer Du Brev forinden, saa er det fordi jeg endnu maatte forlænge Opholdet. Ak disse sidste Uger ere de tungeste. Det hele Ophold her liggner en Malstrøm, i hvilken jeg hovedkulds kastede mig ind, og blev baaret op og trukket ned igjen af de hvirvlende Bølger.
”Jeg gaaer i Trængsel her
Jeg kjæmpe maae og stride
og Sjæle Angest Hjerte faar
Taalmodig maae jeg lide.”
[4] Jeg er glad at kunne sige at mine Reiser til London ingen Fornøjelsesreiser ere, jeg vilde eller[s] ikke reise og blive borte fra jer. —
Men jeg tager Aaget med Glæde og Taknemmelighed paa mig thi der er en som hjælper mig, og hvis Nærværelse jeg stadig føler ”Naar Modgangsbølger om mig slaaer” og mit Liv faaer derved tillige en højere Betydning, at jeg veed at jeg kun lever og arbeider i Kjærlighed, i alvorlig Aand trofast Kjærlighed for Dig og for Børnene, og Lev vel nu Gud signe Dig — Forhast Dig ikke med Marmorkjøbet. Alle Billedhuggere her som jeg talte med sagde at de ej bryder sig om Pletterne, og at Prinds Albert aldrig tillod at nogen stor Blok for Pletters Skyld blev kasseret.
Din Elisa.
