Elisabeth Jerichau Baumann
1865-05-17
Afsender
Elisabeth Jerichau Baumann
Modtager
Jens Adolf Jerichau
Dokumentindhold
Elisabeth Jerichau Baumann beretter, at hun har travlt og formentlig først kan rejse fra London efter pinsen. Hun har modtaget plukkede blomster hjemmefra ilagt brevet og glædet sig over deres friskhed. Derudover fortæller hun, at beskeden om familiens ko, der var død, ikke overraskede hende, for hun havde forinden haft en fornemmelse af, at det netop ville gå sådan til.
Transskription
London 17 Maj 1865
Min elskede Adolf
Du skal ikke mere klage over ulæselige Breve, men saa kan jeg heller ikke skrive saa meget, thi Tiden vil ikke rigtig slaae til, skjøndt jeg staaer tidlig op. Nu nærmer sig Tiden snart at jeg skal tænke paa min Afreise. Men jeg frygter dog at jeg neppe kommer afsted før den 31de Maj, og vil jeg da ikke kunne være hos Dig og Børn selve Pintsen over, men snart derefter, da jeg neppe kan naae længere end netop til Berlin. Ja min egen Ven, ikke alt kan alletider gaae efter Ønske, men saa gjælder det at takke for alt Godt
[2] og tro fast, at Alt endog vi slet ikke kunne forstaae det er til vor Bedste. Jeg arbeider fra Morgen til Aften med Menneskerne, om Dagen ved Staffeliet om Aftenen i Selskab, og er ofte dygtig træt, men har det i det hele taget ganske godt ligesom Myren der stadig tager fat paa ny og ufortrøden, hver gang Nogen træder hendes Bygning i Stykker, og jeg har det forud med Myren, at jeg med kjærlig Bevidsthed stadig arbeider for Mine og
[3] at Blikket ikke stedse dvæle ved Jorden, som Legemet hører til, men at den søger Himmelen og Kraften derved stedse bliver fornyet. —
Postbuddet banker paa Electrisk farer de to hurtige Slag gjennem Hjertet. – Det er Brev fra Dig fra alle mine Kjære! — Ja Gud skee Lov for Kjærligheden der forbinder Sjælene ud over det synlige Liv! og dog ere vi saa sandselige Mennesker at vi længes at see at føle. Det var saa yndigt at mærke Blomsternes Duft som havde gjennemtrængt
[4] hele Brevet, det var saa deiligt at føle at Saften endnu var i dem thi de vare endnu fugtige og bøjelige. – Tænk at jeg havde den bestemmte Anelse at Koen vilde dø? —
er det ikke underligt? Jeg læste nemlig om et lignende Uheld, hvor Ejeren blev anklaget [for] at have solgt det uspiselige Kjød, og saa foer det i mig, vores Ko døer nu ogsaa efter Kalvningen. Men det er da et løjerligt dumt Brev jeg skriver? — Jeg har idag drømt og meget uhyggelig om Marie, anden Gang at hun var løbet bort og var meget ulykkelig.
[Afslutning mangler]
Min egen søde Caroline idag kun et Kyss i Brevet til Dig, Louise, Sofie, Holger og Gusta og mange Hilsner til Caroline Petersen, [ulæseligt], Hanne og Ane
